© 2023 by Name of Site. Proudly created with Wix.com

  • Facebook App Icon
  • Twitter App Icon
  • Google+ App Icon

Tranetur til Pulken

 

Fredag den 25. marts tog Naturhistorisk Forening for Horsens sammen med medlemmer fra Gedved og Vejle på tranetur til Pulken, som ligger i det østlige Skåne.

Vi kørte fra Horsens med opsamling i Vejle om formiddagen og var i Pulken ved 16-tiden. Pulken er et vådområde, hvor man fodrer de traner, som er på træk videre nordpå. Da vi ankom var der mange traner på vej ned til fodringspladsen og der kom flere til. Man mener der var omkr. 5000. Det var et fantastisk syn. I området gik der også en del bramgæs, gravænder, enkelte pibeænder samt krikænder m.v.

Vi var ved fugletårnet, hvor der var rigtig mange mennesker i ca. 1½ time. Derfra kørte vi til Kristianstad, hvor vi blev indkvarteret og fik middag kl. 19 på vort hotel i Kristiansstad, som er en gammel dansk fæstningsby, der blev grundlagt i 1614 af Christian den 4. 

Næste dag var formiddagen også sat af til Pulken. Alle havde taget rigtig varmt tøj på, da det havde været overskyet og lidt blæsende ved fugletårnet, men heldigvis var det blevet klart vejr og strålende sol, så vi tilbragte et par dejlige timer med den fantastiske udsigt.

Næste stop var Degeberga, hvor vi skulle se Skånes størst vandfald. Der var nu kun nogle få af deltagerne, som nåede helt op til selve vandfaldet, hvor man undervejs så tre bjergvipstjerter, men resten havde en fin tur langs med elven, som skærer sig dybt ned i et flot skovområde.

Derfra kørte vi til Kivik for at se Skandinaviens største kendte grav (røse) fra ældre bronzealder (1400-1300 f. Kr.). Røsen kaldes ”Nordens pyramide”, og her havde vi en guide til at fortælle os om graven, som er 3350 år gammel. Den er 75 m i diameter, måler 3,5 m i højden og blev opdaget i 1748. Selve graven indeholder 8 store plader med helleristninger. Den blev restaureret 1931-1933, da man også valgte at gøre pladsen mere tilgængelig. Teorien om at det er en ”monolit” – en kongegrav blev i 2005 forkastet, fordi man har fundet mindst 4 individer, sandsynligvis flere (altså en ”megalit”) En af dem var voksen, mens resten var 13-17 år gamle. Mellem den første og den sidste, som blev begravet her, er der et spand på 600 år, så graven blev altså benyttet frem til 800 f. Kr.

Sidste stop blev de 3000 år gamle helleristninger på klipperne ved Jerrestad, som lå meget smukt mellem 2 gravhøje.  

Vi skulle også nå at se Treenighedskirken i Kristianstad, men dette besøg blev udsat til søndag lige før vi forlod byen. Kirken er bygget af Christian den 4. i 1617 i nederlandsk renæssancestil, og den er et særdeles imponerende bygningsværk, som også var et besøg værd.

Søndag gik turen hjemad, dog med en afstikker til Falsterbo, hvor det er muligt at se store fugletræk, dog var det 1. lidt tidligt på året og 2. svært at komme til udsigtspunktet, da der var anlagt en golfbane der. Nogle få kom dog igennem golfområdet og så bl.a. en dværgfalk.

Hjemme igen kl. ca. 18 efter en dejlig tur, med godt indhold, god indkvartering og fint vejr.

 

 

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now